Jeg har et par gange (bla to gange i denne uge) været nødt til at smide håndklædet i ringen og tage hjem, fordi Veronica ikke lige var med på mine planer. Det kan godt være lidt ærgerligt, hvis det er noget, jeg har glædet mig til, men jeg er fuldt bevidst om, at der i alle mine aftaler er den ubekendte, at det kan være, at Veronica siger Cut, Elly! Især hvis det er noget der finder sted om aftenen. Det meste kan faktisk lade sig gøre om dagen, men efter kl 19:30 (Veronicas sengetid) bliver det ofte problematisk
Desuden har Veronica jo ikke har bedt om at komme med til fødselsdag/babybio/Ladies Circle/Motorik og hvad jeg ellers kaster os ud i. Det er jo mig og det er mine behov der bliver opfyldt ved den slags. I bund og grund tror jeg, at Veronica ville være fuld tilfreds med bare at være hjemme i lejligheden hele tiden.
Når jeg tager hjem fra de her ting tidligere end planlagt tænker jeg, at det jo kun er så utrolig kort tid, at tingene er på denne måde: at det er mig der er førstemand på dækket, når der er kriser og at jeg derfor er nødt til at tage hende med mig – også til ikke-så-børnevenlige ting. Allerede om 4-5 måneder regner vi jo med at kunne aflevere hende i nogle fremmede menneskers varetægt i hele dage!
Det sjove er, at man jo nok ville forvente, at jeg tog hjem tidligt fra arrangementer med den fornemmelse man havde, når man som teenager skulle være hjemme fra festerne meget tidligere end alle andre. Men sådan er det faktisk ikke. Jeg føler mig ikke snydt eller som om jeg går glip af alt det sjove. Jeg føler i virkeligheden, at jeg får det bedste af begge verdener: en haps af livet før Veronica og så en stor, lækker haps Veronica (fordi hun som regel bliver sit sædvanlige søde, lækre selv når vi er hjemme på matriklen)
livet osv. 